23. juni 2011 0 kommentarer

På vej mod eventyret

Skrevet af Christian Johnsen

En kold fredag aften i begyndelsen af marts måned i 2011 mødes vi i en varm og hyggelig lejlighed i Århus. Stemningen er spændt og forventningsfuld. Efter snart 3 års planlægning er havkajakekspeditionen Greenland 2011 blot 4 måneder fra at være en realitet. Datoen for vores afrejse fra Københavns lufthavn er den 19. juli.

Ekspeditionen er et længe ventet eventyr for os fire deltagere - det tætteste vi kommer på at udleve en drengedrøm. Som udgangspunkt er det da også eventyret, der er vores hovedformål, selvom vi i løbet af planlægningsfasen har aftalt med GEUS og klima- og polarforsker Sebastian Mernild, at vi foto- og gps-dokumenterer Waltershausen Gletscheren, der er turens nordligste mål.

Området vi skal sejle i er den sydlige del af Grønlands nationalpark - intet mindre end verdens største nationalpark, der inkluderer både de højeste dele af den nordlige halvkugles største iskappe og verdens nordligste landområder. Her har forskellige Inuitkulturer gennem tusinder af år kunnet opretholde livet ved at jage de højarktiske dyrearter - blandt andet ved at anvende havkajakken som redskab. I dag er området, bortset fra personalet på et par vejrstationer og Siriuspatruljen, aldeles ubeboet.

Vi har alle tænkt grundigt over tingene og kigget dybt indad under planlægningen… Det her er fundamentalt anderledes end en sejltur i Køge Bugt eller en tur rundt om Fur i Limfjorden. Vi har, som en del af vores forberedelser, allieret os med tidligere jægersoldat Morten Grundsøe, der blandt andet skal hjælpe os med vores kommunikationsudstyr og et større kendskab til førstehjælp i arktiske egne, og han opsummerer tingene meget godt med ordene: "I skal have respekt for det, i er ved at foretage jer. Grønland er Grønland. Grønland er hverken Norge eller Sverige, det tager livet af jer mens i vender ryggen til, hvis i ikke tager det seriøst."

Vi tager det seriøst.

Så uagtet at vi er i gang med at planlægge vores livs eventyr, uagtet at vores mål er at nå Waltershausen Gletscheren med sin 10 kilometer brede isfront, og uagtet at vi gerne vil levere foto- og gps dokumentation til nogle forskere, så er vores ultimative mål at komme helskindet hjem til familie, koner, kærester og børn.

Weekenden i Århus går med at nærlæse kort over østgrønland nord for den 72. breddegrad, ruteplanlægning, fastlæggelse af gps-positioner, overvejelser omkring nødsituationer og forfatning af ekspeditionskodeks. Der er masser af ting at tage højde for, når man skal tilbringe 30 dage i havkajak - og skal ro knap 1.000 km i en af jordens mest øde og mennesketomme egne; Udstyr, transport, træning, godkendelser og tilladelser, økonomi og ikke mindst, dem der kommer til at vente på os der hjemme mens vi er afsted.

Vi får overblik over alt det, som vi endnu ikke har styr på. Men vigtigst er, at vi får fordelt en masse arbejdsopgaver, aftalt fælles træningsture og får valgt en ekspeditionsleder. Vi er alle fire uddannede og erfarne havkajakinstruktører, men ingen af os har nogensinde været i Grønland før, så det er af største vigtighed, at vi også får snakket det psykologiske aspekt af turen igennem. Fire mand så tæt sammen i en måned, kan muligvis godt afstedkomme lidt løse næver - det vil vi gerne undgå. Desuden er vi et sted, hvor vi kun kan komme i kontakt med omverden via satellittelefon, og hvor hjælpen på en god dag er 36 timer væk. En klar fordeling af rollerne og en fælles accept af, at ekspeditionslederen til hver en tid har det sidste ord bliver aftalt.

Da denne kolde weekend i marts lakker mod enden, er vi for alvor klar til at gå i gang med de sidste forberedelser. I de danske farvande er isen så småt forsvundet - det betyder, at vi kan få kajakkerne i vandet og begynde at vænne kroppen til nogen meget lange roture.

I de kommende 14 dage op til vores afrejse vil vi fortælle mere detaljeret om vores forberedelser og vores træning. Vi vil også gerne dele vores personlige tanker om det, at skulle foretage et så krævende eventyr - et eventyr, der ikke blot kræver noget af os fire deltagere, men også af vores familier. Vi vil også poste indlæg på bloggen når vi er afsted, så du kan følge os undervejs. Vi glæder os!

 





Book foredrag

Hvis du er interesseret i at få medlemmer af ekspeditionen ud i din virksomhed eller forening og fortælle om turen, er du velkommen til at kontakte os. Et foredrag varer 2 timer og omhandler emner som planlægning, afvikling, ekspeditionspsykologi og meget mere...

Book foredrag her

Se ruten

Se kortet med koordinater, overnatninger og ruten fuldt indtegnet.

Klik og se ruten